SPÆNDENDE HISTORIER FRA MIT SPÆNDENDE LIV

23. Historien om, hvordan jeg fandt ud af, hvor meget vand man kan drikke uden at få det dårligt

En dag på min efterskole havde vi lige spist og af en eller anden grund, var der ikke den obligatoriske stilletid (vær-på-dit-værelse-tid), og det havde jeg virkelig lyst til at udnytte, så jeg tænkte mig grundigt om og fik en idé; jeg ville se, hvor meget vand, jeg kunne drikke, før jeg skulle pisse. Jeg syntes dog, det ville være et lidt sørgeligt projekt at gennemføre alene, så jeg besluttede mig for at finde Sofie, som helt sikkert ville være frisk på et sådant eksperiment. Da jeg fandt hende, var hun selvfølgelig helt klar, så vi løb ind i spisesalen (hvor køkkenholdet stadig var i gang med at rydde op efter aftensmad) og tog to kopper, hvorefter vi gik ind på det nærmeste badeværelse. Her fyldte vi den ene kop efter den anden op og drak meget hurtigt – vi fik dog aldrig svar på vores eksperiment, da vi efter 4 kopper havde så ondt i maven, at vi var nødt til at give op. Her efter lagde vi os ind i en sofa og brugte et kvarter på at ligge og beklage os.

Så deeeet….

22. Historien om, hvordan jeg hældte brandvarm te udover Sofies lår

Sidste år, da jeg gik på efterskole, sad Sofie og jeg ofte oppe på lærerværelset og skrev i vores årsbog. Vi havde bl.a en side, hvor vi havde lavet et stort net, hvor alle, der havde kysset, var forbundet med streger.

En aften sad Sofie, Ingrid og jeg så og tilføjede navne og streger på den side. På det tidspunkt var vi meget glad for at drikke en af lærernes, Signes, lakridsrodste, så vi sad alle tre med hvert vores plastickrus, som indeholdt brandvarm te. Det var Sofie, der skrev i bogen på det tidspunkt, jeg sad ved den anden side af bordet og spiste en appelsin, så vidt jeg husker. Pludselig stoppede Sofie med at skrive, og sagde: ”… jeg har lavet en fejl. Jeg har forbundet Julie Bigum og Oliver.” Julie Bigum og Oliver har aldrig nogensinde kysset, så jeg udbrød ”Ej, SOFIE!” og ville kaste mit viskelæder på hende, men da min øje-boldkoordination (eller, i dette tilfælde, øje-viskelæderkoordination) hele mit liv har været utrolig ringe (nærmest ikke-eksisterende), ramte jeg ikke Sofie. I stedet ramte jeg hendes plastickrus, der var fyldt til randen med den varme, varme, varme lakridsrodste, som så væltede udover hendes lår. Hun skreg og rejste sig fra stolen, mens hun løb ned i gangenes bruser for at få koldt vand på sine lår. Ingrid og jeg fulgte efter hende, mens jeg råbte ”undskyld, undskyld, undskyld!” Nede ved bruseren skyllede Sofie sine lår med koldt vand, mens hun skiftevis skreg og grinede. Jeg fortsatte med at undskylde en million gange, mens Ingrid bare stod og grinede.

Så deeeet…

21. Historien om, hvordan jeg fandt ud af, at man ikke skal købe hindbærsnitter i Brugsen i Spørring

En weekend var jeg oppe og besøge Martin, der bor i Spørring. De færreste (udover dem, der bor i Spørring og omegn, selvfølgelig) ved hvad det er, eller hvor det ligger, så jeg må hellere forklare, at det er en lille by, som ligger lidt nord for Århus.

Jeg havde taget toget fra Sønderborg til Århus, hvor jeg så mødtes med Martin. Vi tilbragte nogle timer i Århus, hvor vi gik rundt og egentlig ikke rigtig lavede noget specielt (bortset fra at kigge på musik og snakke, både om ligegyldige og vigtige ting). På et tidspunkt tog vi så bussen mod Spørring, og i bussen nævnte jeg, at jeg godt kunne spise en hindbærsnitte, for det var en rum tid siden, jeg sidst havde spist sådan en. Martin sagde, at det kunne han egentlig også godt have og fortalte, at man godt kunne købe dem i Brugsen i Spørring. Så efter at være ankommet til denne prægtige, lille forstad, begav vi os mod Brugsen. Det er en meget lille en af slagsen, de har i Spørring, og den har ikke ligefrem et kæmpe udvalg af varer, som andre af dens slags har. Nå, vi gik hen til kage-afdeligen, hvor vi købte 3 hindbærsnitter (Mathias ville komme senere på aftenen, efter at han havde været til amerikansk fodbold, så vi ville også købe en til ham, som de flinke unge mennesker vi nu engang er.) Prisen på disse kager var urimelig høj; jeg kan ikke huske den nøjagtige pris, men jeg mener det i hvert fald var over 10 kroner pr. hindbærsnitte.

Nå, vi kom hjem til Martin og gik ned i hans kælder (der altid er kold, men på trods af det utroligt hyggelig), hvor vi så spiste aftensmad, drak en øl og først så et par afsnit South Park og derefter Fight Club, som jeg aldrig havde set før, men var meget imponeret over bagefter. Martin havde sagt, at vi skulle vente med at spise hindbærsnitterne, indtil Mathias kom, så jeg sad og kiggede meget på dem, da jeg havde en usædvanligt voldsom trang til denne kage.

Midt under Fight Club ankom Mathias så, og vi kunne spise dem. Men jeg blev ret skuffet: det var en temmelig tør og kedelig hindbærsnitte, jeg havde fået fat i.

Så ud fra denne oplevelse kunne jeg konkludere, at man ikke skal købe hindbærsnitter fra Brugsen i Spørring, da de er alt for dyre i forhold til kvaliteten.

Så deeeet….

20. Historien om, hvordan Andrea og jeg skabte en yoyo-trend

En weekend, det var cirka en måned inde i 1.g, så vidt jeg husker, besøgte Andrea mig og skulle overnatte ved mig. Jeg tror, klokken var blevet omkring 22, og vi sad på mit værelse og drak cola, hørte musik og snakkede. Af en eller anden grund kiggede Andrea i en af mine skuffer, hvor hun fandt en yoyo, jeg engang havde købt på et museum for den spanske kunstner Miró. Jeg havde aldrig rigtig brugt den, for der var aldrig nogen, der havde lært mig at yoyo’e, og jeg havde ikke rigtig haft modet på at prøve at lære mig selv det. Nå, men i hvert fald, så kunne Andrea godt finde ud af det; derfor begyndte hun at sidde og yoyo’e. Jeg så straks hendes store talent på dette område, og var i et gavmildt humør, så jeg forærede hende yoyo’en (hun dekorede den også med mine Posca-tuscher).

Herefter begyndte hun at tage den med i skole hver dag; det blev lagt mærke til af mange, som så fandt deres gamle yoyo’er frem fra gemmerne eller endda gik ud og investerede i en ny, så man overalt på vores gymnasium så folk, der gik rundt og yoyo’ede.

På et tidspunkt gik Andreas yoyo i stykker, og trenden døde lidt.

Så deeeet….

19. Historien om, hvordan jeg talte alle Tic-Tacs’ne i en æske

I en efterårsferie engang, var jeg en dag i Århus, hvor jeg mødtes med Martin og Mathias. Det var lig med kæmpe kram og gigantisk gensynsglæde, da det var flere måneder siden, vi havde set hinanden sidst.

Men for os var dette ikke nok; vi ville have noget mere ekstraordinært ud af dagen (selvom det at se hinanden, i dette tilfælde, var ekstraordinært, da det var meget længe siden, vi havde set hinanden sidst). Så vi gik ind i den nærmeste 7-Eleven, hvor vi købte en pakke Tic-Tac. Det var de orange, så vidt jeg husker. Det er jeg faktisk temmelig sikker på, for det var mig, som gav, og jeg kan bedst lide de orange. Herefter satte vi os på en bænk på strøget og gav os til at tælle dem alle – vi ville nemlig undersøge, om der virkelig var 100 i, som de påstår på æsken. Det foregik på den måde, at Mathias holdt sine hænder frem, og jeg så lagde en Tic-Tac i, én efter én og talte dem. Det tog en rum tid, og da vi var færdige, havde jeg kun talt til 98. Derfor konkluderede jeg, at æsken tager fejl.

Martin og Mathias sagde godt nok, at det sikkert bare var mig, der havde talt forkert.

Så deeeet…

18. Historien om, hvordan jeg for første gang slog Martin med et flute

En dag på min efterskole, sad jeg og spiste frokost klokken 12.15, som sædvanligt. På daværende tidspunkt sad Simon og jeg overfor hinanden. Jeg kan ikke huske, hvad vi fik at spise lige den dag; en ting jeg dog kan huske, er at vi fik flute som tilbehør. Jeg tror ikke, at selve maden var særlig god den dag, for alt fluten var hurtig væk. ”Jeg har lyst til at købe et helt flute og så spise det selv,” sagde jeg til Simon, hvortil han svarede: ”Du tør ikke!” Så havde vi en mindre diskussion, som endte med, at jeg sagde, at jeg ville gå op i byen og købe et efter skole.

Da min skoledag endte, klokken 14.30, begav jeg mod op mod byen sammen med et par andre (lige nu kan jeg overhovedet ikke huske hvem, men det har heller ingen betydning for historien). Jeg ledte i flere butikker efter et flute, men i dem alle havde de kun frosne flutes. Da jeg ikke var i besiddelse af hverken en ovn eller en mikroovn, ville jeg helst have friske flutes. Det fandt jeg også til sidst – i SuperBrugsen, hvor der var 2 flutes til 1 flutes pris. Det tilbud benyttede jeg mig naturligvis af, hvorefter jeg glad begav mig tilbage til skolen. Her delte jeg ud af mit brød til alle, der havde lyst til det. På et tidspunkt stod jeg og talte med Martin, og så slog jeg ham med det flute, der endnu ikke var spist af. Han havde ikke rigtig gjort noget, men jeg har bare altid haft lyst til at slå nogen med et flute.

Så deeeet…

17. Historien om, hvordan jeg opfyldte oktet-reglen

En eftermiddag om sensommeren på min efterskole, sad Tobias og jeg i en af hængekøjerne. Tobias havde taget en pakke chokoladekiks med ned (i den periode af året købte alle altid ’sandwichkiks’ for en 10’er oppe i Netto), og jeg spurgte, om jeg ikke måtte få en. Det måtte jeg gerne. Da jeg havde spist den, bedte jeg om en ny og efter den, en ny, og sådan fortsatte det, indtil jeg havde spist syv kiks. Her sagde jeg: ”Ej, NU skal jeg ikke spise flere.” I samme øjeblik kom Oliver og slog sig ned i en af de andre hængekøjer og sagde: ”Du er nødt til at opfylde oktet-reglen, Lotte!” Til dem, der ikke lige ved, hvad oktet-reglen er, kan jeg fortælle, at det er den regel inden for fysik, der siger, at der skal være 8 elektroner i den yderste skal i et atom. Så spurgte jeg Oliver, om han lige havde været til fysik. Det havde han, og efter et så overbevisende argument, som, at jeg var nødt til at opfylde oktet-reglen, spiste jeg en kiks til.

Så deeeet…

16. Historien om, hvordan sædet på Tobias’ cykel faldt af, og hvordan jeg smagte kakaotoppe for første gang

Da jeg gik på efterskole, var der en weekend (i november, tror jeg), hvor jeg valgte at holde weekend på efterskolen. Det samme gjorde Sara, Justine og Tobias Bay (og flere, men det var dem, jeg tilbragte det meste af weekenden med). Om lørdagen var Sara taget til Århus for at besøge sin søster, så Justine, Tobias og jeg chillede rundt på skolen. Vi havde for en gangs skyld penge (ikke særligt mange, men det var dog penge), så vi besluttede os for at tage til Hørning og købe slik. Siden det var i november, og vejret opførte sig meget november-agtigt, følte vi ikke for at gå den kilometer, der er fra Ådalen til Netto, så vi cyklede.

Efter at have kæmpet os igennem støvregn og gråvejr, nåede vi op til Netto og skulle beslutte os for, hvad vi ville bruge vores få penge på, og det var ikke så nemt. Ser du, hverken Justine, Tobias eller jeg, er særligt gode til at tage beslutninger. Det eneste, vi var sikre på at skulle have, var kakaotoppe, da jeg var kommet til at afsløre, at jeg aldrig havde smagt dem. De mente, at jeg virkelig var gået glip af noget, og at vi derfor var nødt til at købe dem. Nå, men i hvert fald, så endte vi med at bruge over en time i Netto, hvor vi rendte lettere forvirret rundt fra den ene vare til den anden og gik amok over, hvor mange dejlige ting, der var. Til sidst fik vi dog endelig besluttet os. Jeg kan ikke huske, hvad vi endte med at købe (bortset fra kakaotoppene), men det er også irrelevant. Vi begyndte på cykelturen hjemad, men var ikke kommet ret langt, før Tobias råbte: ”Mit sæde er faldet af!” Han havde stået op og cyklet og havde derfor ikke bemærket det, før nu. Så måtte vi cykle hele vejen tilbage til Netto, for at søge efter det forsvundne sæde – og vi fandt det. Helt oppe på Nettos parkeringsplads.

Da vi endelig kom hjem, lagde vi os ned i samling og så Pans Labyrint, og jeg smagte kakaotoppe for første gang. De var okay, men jeg tror, jeg havde for høje forventninger på grund af al hypen. Efter filmen (som vi var enige om, ikke var særlig god. Den var meget flot, men ret kedelig) var slut, kom Sara hjem. Hun var gået hele vejen fra Viby efter at have brækket sig ud over en grønlænder, men det er en historie, hun vist fortæller bedre end mig.

Så deeeet…

15. Historien om, hvordan Amalie overvandt sin frygt for slanger

Da jeg gik på efterskole, var der en uge, hvor Sofie først kom tilbage om mandagen i stedet for om søndagen. Hun sendte mig så en sms, i mens jeg havde stilletid mandag om, at hun havde drømmekage med, og at hende, Amalie, Isabella og jeg skulle på skovtur og spise den efter stilletid. Så 19.30 tog jeg mit kamera over skulderen og begav mig over mod Grøn 5, hvor de tre andre allerede var klar, og så tog vi afsted.

Først ville Sofie og jeg gå over til en sø, jeg havde fundet på en løbetur engang (men det er en helt anden (men også meget spændende) historie), men græsset på den mark, man er nødt til at krydse for at nå den netop omtalte sø, var blevet utroligt højt, så Sofie og jeg besluttede os for, at vi bare skulle sidde i græsset, hvortil Amalie råbte: ”JEG VIL IKKE DERIND, DER ER SLANGER!!!” Men hun overvandt sin frygt, og så sad vi fire og spiste drømmekage, snakkede, jeg tog billeder og Sofie filmede. Det var også denne tur, der gjorde, at jeg havde spist kage 6 dage i træk, men igen, så er det en helt anden historie.

Så deeeet….

14. Historien om, hvordan jeg opdagede mine spidse albuer

En tirsdag eftermiddag i marts (jeg er ret sikker på, at det var tirsdag, for Martin havde vist nok musik den dag, og hans musikhold havde det dagen før mit, og vi havde det om onsdagen) på min efterskole, gik jeg udenfor mit hus for at finde nogle mennesker, der havde gang i noget sjovt. Det var den første rigtige solskinsdag efter en vinter, der havde virket uendeligt lang. På trods af solen var det stadig en utrolig kold dag, og jeg blev derfor overrasket, da jeg så Annika og Freja komme slæbende med en masse puder og tæpper ned mod de to hvide bænke, der stod nede ved mit hus. De sagde, at de havde lyst til at være udenfor på grund af vejret og spurgte mig, om jeg ikke ville sidde med dem. Det ville jeg gerne, så vi lagde tæpper og puder ud på bænkene og satte os derop. Lidt efter kom Eva også ned, og jeg gik ind for at hente min computer, og så sad vi fire og hørte Beatles og Efterklang. På dette tidspunkt havde de tre andre næsten lige oprettet en blog, og jeg skrev et gæsteindlæg. Derefter spurgte de, om jeg ikke ville være fast med, og det sagde jeg ja til. Flere og flere mennesker kom til, der blev hentet sofaer (hvilket udløste en mindre konflikt, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her), lavet saftevand, og så hyggede vi ellers.

Eva havde sit kamera med ude og tog billeder af os alle sammen. Blandt andet tog hun billeder af min arms skygge på muren, hvor jeg lavede forskellige tegn.

Om aftenen lagde hun dem så ind på computeren, og jeg var oppe og kigge på dem. Det var her, Eva sagde: ”Det ligner du har utroligt spidse albuer på din skygge på det her billede.”

”Ej ja,” svarede jeg. Så studerede vi min albue og fandt ud af, at den faktisk er mere spids end den gennemsnitlige albue.

Så deeeet…